Jeg har prøvet at gå ned med stress.

 

Min helt private historie.

image

Billederne er ikke mig, men symbolisere min afmagt.

image

 

 

Lige nu tales der meget om stress, det er godt fordi, stress er en del af dagligdagen på arbejdspladser nu om dage, alle skal yde det bedste, og ikke bare det næstbedste, selvom det ofte, eller altid ville være rigeligt.

Jeg gik ned med stress, jeg fik simpelhen et sammenbrud.

Det begyndte flere år før, med at mit BT blev lige i overkanten og jeg sov dårligt om natten. Jeg vågnede kl 04 og begyndte at planlægge min arbejdsdag, jeg arbejde dengang på en travl medicinsk afdeling. Her skulle jeg passe 4-6 patienter med bad, medicin, gå med på stuegang, bestilling af blodprøver og div. undersøgelser, informere patienter og pårørende, holde udskrivnings konferencer, modtage nye patienter, og så alt det der sker akut på sådan en afdeling, de svære samtaler, og meget, meget mere, hele tiden smide hvad jeg havde i hænderne, fordi der kom noget som var vigtigere end det jeg lige nu stod med.

Jeg havde blandede vagter med aften, nat og dag vagter.

Jeg var klar over at det var et meget presset job, men jeg var glad for det, men godt klar over at det ikke længere var godt for mig, så det var med stor sorg at jeg besluttede at nu måtte jeg finde noget mere stille og roligt, var 54 år på det tidspunkt.

Jeg troede jeg var heldig da jeg søgte og fik et job i et ambulatoriet på et andet hospital, arbejde fra 8-16, fri hver weekend og alle helligdage, skønt! jeg var glad.

Det var så, ikke helt så rosenrødt! Den nye kollega der skulle sætte mig ind i mit nye arbejde , stod med himmelvendet øjen, når der var noget, jeg ikke lige forstod første gang, og hvis jeg ellers spurgte hende om noget, hun var ubehagelig over for alle, selv vores søde overlæge fik det glatte lag, alligevel følte jeg mig underbegavet , på trods af jeg var så “underbegavet” klarede jeg jobbet efter en uge, det var jeg nød til da der ikke var andre, hvilket var utroligt, men meget stressende, jeg rystede fra jeg kom til jeg gik hjem.

Det skulle ikke blive bedre med tiden. Hver gang jeg troede jeg havde helt styr på det, jeg trode var det mit område, det som hørte til mine arbejdsopgaver, fik jeg flere og flere opgaver. jeg blev nærmest nøgleperson i afdelingen, hende som vidste alt, som man kunne spørge om alt, og derfor med mange afbrydelser hele tiden.

Her begyndte jeg at få stress symptomer med hjertebanken og søvnbesvær efter en ferie. Jeg blev sygemeldt og fik hjælp fra en arbejsmiljøklinik på arbejdspladsen. Det var udemærket, men jeg besluttede at finde mig noget andet, mindre stressende. Jeg havde klaret det i 2 år, men det var jo ikke planen at jeg skulle have så travlt, at jeg dårligt havde tid til at spise min frokost. Så jeg søgte noget andet.

Jeg fik et job som sygeplejefagligansvarlig på 2 små afdelinger med ansvar for 16 beboer i alt på et plejehjem. Jeg var så glad for det nye job, befandt mig rigtig godt, med søde kollegaer, og søde beboer, lige det jeg gerne ville arbejde med resten af mit arbejdsliv.

Men, men i løbet af kort tid,  blev alt vendt på hovedet, alt blev lavet om, der blev næsten uoverskueligt for mig, efter så mange stressede år på arbejdsmarked, jeg kunne ikke bære at miste det arbejdsområde som jeg var så god til og var så glad for. Da jeg kun havde kort tid tilbage før jeg kunne gå på efterløn besluttede jeg at holde ud, og det blev skæbne, jeg fik et sammenbrud efter fire år med mange tegn på et usundt psykisk arbejdsmiljø.

Jeg var så sløj, jeg havde store smerter i min skulder, smerter i maven, tynd mave, kvalme og rystede som espeløv, tabte i vægt, havde ingen appetit,havde svært ved at trække vejret, mit hjerte bankede som ville det hoppe ud af brystet og jeg måtte melde mig syg med stress igen.

Min arbejdsplads sørgede for ar jeg fik timer hos en psykolog, han var fantastisk, og jeg sad trolig hos ham og tudede mange timer,  mens han forsøgte med alverdens største forståelse og lyttede til mine beklagelser som han forstod 100% men det hjalp desværre bare ikke noget, jeg fik det dårligere og dårligere.

Jeg kunne nu ikke huske fra næse til mund, kunne ikke planlægge indkøb, og planlægge og lave aftensmad, var håbløst. Jeg ødelage alle vores gryde fordi jeg ustandselig brandet maden på så gryderne var lige til at smide ud.

Jeg kunne ikke være sammen med andre mennesker, kunne ikke gennemføre at være til en 60 års fødselsdag, måtte grædende forlade festen midt i det hele og var også kommet 1 time forsent til samme fest.

Det var ikke noget jeg ville tale om med andre, var flov over hvordan jeg havde det og tilsidst bad jeg min læge om en henvisning til en psykiater, efter at have været sygemeldt 5-6 måneder.

Jeg kunne ikke planlægge turen til denne psykriaterlæge, så jeg kom 20 min forsent, det regnede og jeg kunne ikke finde det, og jeg var helt ude af mig selv, da han så mig første gang. Sad på gulvet i venteærelset og hylede og skreg, fordi jeg var gået glip af min aftale, som jeg følte skulle være min sidste redning. Heldigvis fik jeg lidt tid til at tale med lægen og kom i behandling med medicin.

Det begyndte snart at lysne, har været hos denne læge mange gange og blev øget i medicin og fik det godt igen, det var fantastisk at få ro på kroppen og sjælen, bare fantastisk.

Nu 2 år efter er jeg trappet ud af medicinen igen, det har været svært og det har taget 5 måneder. Jeg fortæller glad alle jeg kender, jeg er fri for medicinen, er så lykkelig og stolt af det, og alle siger det er flot, men de aner ikke hvor flot det er.

Ingen ved hvad jeg har været igennem, man kan ikke se ind i sjæle og derfor  forstå ingen hvad det er jeg har igennem da jeg virkelig gik ned.

For mig hjalp det ikke at meditere eller at gå til joga, det er sikkert godt for andre, men ikke for mig, jeg blev udsat for overbelastning alt, alt for længe og magtede ikke selv at se hvor jeg var på vej hen, før det gik helt galt.

I hele forløbet var der på intet tidspunkt tale om medicin, før jeg selv foreslog det, men det var de eneste der var at gøre for mig.

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *