Hvorfor får man mundtørhed

Hvorfor får man mundtørhed?
Fornemmelsen af mundtørhed kaldes på fagsprog for xerostomi. Mundtørhed skyldes enten for lille spytproduktion, eller at sammensætningen af spyttet er ændret.

Årsagerne til mundtørhed kan være mange. Det at blive tør i munden er således en normal reaktion, når vi bliver bange. Når vi bliver ældre, skrumper spytkirtlerne og producerer i nogle tilfælde lidt mindre spyt. Aldersreduktionen er dog beskeden, og høj alder hos en ellers rask person er derfor i sig selv ikke en årsag til mundtørhed.

Enkelte sygdomme som f.eks. Sjøgrens sygdom kan også forårsage nedsat spytproduktion. Meget alvorlig mundtørhed er en hyppig eftervirkning af strålebehandling i ansigtsområdet. Infektioner og diabetes kan også give mundtørhed.

Den hyppigste årsag til mundtørhed er bivirkning af medicin. Man regner med, at omkring 500 typer medicin kan have mundtørhed som bivirkning. Blandt de hyppigste præparater, som giver mundtørhed, er blodtrykssænkende midler, vanddrivende medicin, midler mod allergi, astmamedicin, midler mod psykiske sygdomme, narkotiske stoffer og cellegift ( kemoterapi).

Medicinudløst mundtørhed, hvad kan man gøre?
Hvis du får fast medicin, kan du bede din læge finde ud af, om din medicin kan være skyld i mundtørheden. Lægen vil vurdere, om medicineringen kan ændres. Lægen vil også vurdere, om der findes alternativer, som giver den ønskede behandlingseffekt uden tilsvarende mundtørhed. Kan dosis sættes ned, eller kan doseringen ændres, således at koncentrationen af medicinen bliver lavere på den tid af døgnet, hvor generne fra mundtørheden er størst? Hvis du bruger meget medicin, bør lægen også vurdere, om du kan ophøre med noget af medicinen.

Gode råd mod mundtørhed
Udover, at det er ubehageligt, giver mundtørhed også større risiko for at få svampeinfektion i munden og for at udvikle caries. Der er heldigvis en række ting, man selv kan gøre for at forhindre dette:

Prøv at skifte til fluortandpasta som ikke skummer. Overfladeaktive stoffer kan ødelægge den beskyttende spythinde i munden
Stimuler spytsekretionen med sukkerfrie sugetabletter eller tyggegummi. Den gavnlige effekt af denne type produkter kan øges yderligere, hvis de også indeholder fluor
Rengør tænder, tunge og mundhule grundigt. Brug tandbørste, tandtråd og tandstikkere
Rengøring og brug af fluorid bør ske lige efter måltider
Undgå søde sager og sukkerholdig saft og drikke. Disse produkter forværrer mundtørheden
Drik rigeligt og ofte vand. Hvis man er tør i munden om natten, kan man skylle munden med lidt vand, før man synker det
Spraypræparater med kunstigt spyt til at fugte munden kan købes på apotek. Disse hjælper nogen, men vand på sprayflaske giver ofte lige så god effekt
Tandproteser kræver grundig renholdelse. Løsner helproteser sig på grund af mundtørhed, kan fæstemidler forbedre fæstet
Opsøg din tandlæge for at få gode råd om optimal tand- og mundpleje
Hvordan behandles mundtørhed?
Man kan bruge en speciel type øjendråber til at fugte munden (Pilocarpin øjendråber). Hvis de andre råd ikke hjælper, kan du tale med din læge, om disse dråber er aktuelle for dig. Prøv Pilokarpin øjendråber, 3-5 dråber 2 % i munden 2-3 gange daglig.

Effekten varer nogle få timer, og det kan tage uger eller måneder, før maksimal effekt opnås. Bivirkninger som øget svedtendens og rødme i ansigtet er hyppige, men generne er oftest milde og til at holde ud. Pilokarpin bør ikke gives til personer med ukontrolleret astma eller med grøn stær og skal bruges med forsigtighed ved lunge- eller hjertekarsygdom.

Hvis mundtørheden forårsager store skader på dine tænder, kan du søge kommunen om at få dækket udgifter til tandlæge.

Hvordan er langtidsudsigterne?
Hvis mundtørhed skyldes medicin, kan en ændring i den medicin man tager evt. forbedre spytdannelsen. Hvis mundtørhed skyldes sygdom i spytkirtlerne elle bestråling, er det vigtigt at lære, hvordan man bedst kan leve med tilstanden, der ofte er uforanderlig.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre mundtørhed?
Undgå medicin, der nedsætter spytdannelsen. Vær opmærksom på de muligheder, der er for at forbedre tilstanden.

Vil du vide mere?
Sjøg
Kilde: Sundhed.dk

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *