Jeg har haft kræft, her er hele historien.

Som 49 årig i 2001 fik jeg nogle symptomer som man ikke skal overhøre, og det gjorde jeg da heller ikke. Jeg havde bare ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at det faktisk var meget alvorligt.
Cancer er et grundvilkår for alle mennesker. Mon det er på grund af pesticider i vores grundvand og i vores frygt og grønt, eller på grund af stråforkorter i vores brød, hvem ved det? jeg gør ikke.

Jeg har ofte haft problemer med hård afføring og en dag kom der lidt blod på wc papiret. Jeg kontaktede min læge, som var sikker på at det nok var en hæmoride som blødte lidt, har du ikke ondt sagde hun, nej, sagde jeg, men hun skrev en recept på noget mod blødende hæmorider, det hjalp da også, men straks jeg stoppede kuren begyndte det at bløde lidt igen, meget lidt.
Jeg tog stikpillerne, men tænkte at med min viden inden for området, at det ikke lignede blod fra en hæmoride, men det holdt da op med at bløde.

Her ses både en udvendig hæorride.
Her ses både en udvendig hæorride.

Jeg havde gennem det sidste årstid taget uddannelse og været meget optaget af det, og at jeg ikke rigtig kunne overkomme min have og mit hus tillagde jeg, at jeg brugte meget energi på min uddannelse. Vi blev enige om at sælge vores huset vi boede i, som var lidt stort til 2 og købte et mindre hus med mindre have, der skulle dog gøres en del ved huset for at få det op to date.

Det viste sig at jeg ikke helt havde kræfter som før i tiden, selv at male et lille køkken loft var hårdt, jeg stod på stigen og tudede og kunne ikke holde armene opad, men ellers mærkede jeg ikke noget til at jeg skulle være syg, og tænkte bare at jeg jo heller ikke var 17 år mere, så først da der kom blod fra tarmen gik jeg til lægen.

Efter behandling med stikpiller som i længden ikke hjalp, gik jeg til lægen igen, hun undersøgte min endetarm, men hun kunne kun mærke et par små hæmorider, og tilbød mig mere creme, men her bad jeg om at komme til en rigtig undersøgelse, hos en kirurg for at få en kikkertundersøgelse.
Lægen blev lidt stram i masken og spurgte hvem jeg ville til. Jeg kendte ingen kirurger i området og spurgte jeg hende, om hun kunne anbefale nogen, hvilket hun ikke rigtigt viste om hun måtte, men det lykkedes da med en henvisning.

Jeg ringede og fik en tid halvanden måned ude i fremtiden, hvilket jeg ikke var tilfreds med. derfor sagde jeg, hvad hvis det nu er kræft ?. Jeg sagde ordet kræft, tænkte straks, det jo ikke er kræft, men noget andet, men sagde alligevel ja, da hun spurgte om der da var mistanke om det, og fik derfor en tid i løbet af få dage. Tænk! jeg havde dårlig samvittighed, følte jeg havde presset mig foran andre, som måske var mere syge end mig.
Ved undersøgelsen sagde lægen straks at han godt kunne forstå at jeg blødte, der sad en valnødstor polyp 10 cm oppe i min endetarm, tænk at min egen læge ikke kunne mærke den.
Der blev taget nogle prøver fra polyppen som blev sendt til biopsi. Der ville gå ca. 12-14 dage før svaret ville være klar og jeg ville blive indkaldt til kirurgisk ambulatorium til svar. Jeg syntes at en polyp ikke lød farlig, at så var det ikke kræft, men den drøm ødelagde lægen med det samme,han sagde, uden at blive spurgt, at der næsten altid ville være kræftceller i en polyp, af den type jeg havde.
Nu gik tiden i stå, det er ikke til at forklare hvordan sådan en besked siver ind i ens bevidsthed.
Jeg tror jeg prøvede at ignorere beskeden, tænkte at det nok ville vise sig at det var falsk alarm, og at når jeg kom ind til svar, ville svaret være positivt.
Jeg tænkte at jeg ikke ville fortælle om det til nogen, ihvertfald ikke til min familie, der var jo ikke nogen grund til at gøre dem ked af det tænkte jeg.
Da jeg var kommet hjem sank jeg sammen på gulvet i mit soveværelse og skreg og græd min fortvivelse ud, den smerte jeg følte var ubeskrivelig, 49 år gammel og på vej mod livets slutning, måske, sansynligvis? det var ikke til at bære, der var så meget at leve for, mit liv var et godt liv, som jeg var glad for, alle mine kære, børn, mand, forældre søskende, venner, det var tungt at bære, og jeg ville bare have mere med.
Min mand ringede hjem fra arbejdet og spurgte om hvordan det var gået til kikkert undersøgelsen, og da jeg fortalte hvad lægen havde sagt, sagde han et langt og højt neeej! jeg glemmer aldrig den måde han sagde det ord på, på den bange og fortvivlede måde.
Jeg kommer hjem til dig med det samme. Det var en forfærdelig dag, den første af rigtig mange forfærdelige dage. Jeg vidste inderst inde godt at det var kræft jeg havde.

3d rendered illustration of a polyp removal
3d rendered illustration of a polyp removal
Her ses polypper i tyktarmen, min polyp sad i endetarmen.
Her ses polypper i tyktarmen, min polyp sad i endetarmen.
Billede af tyktarmen.
Billede af tyktarmen.
Tyktarmen set ved en kikkert undersøgelse. normale forhold ses her.
Tyktarmen set ved en kikkert undersøgelse. normale forhold ses her.

Efter 12 dage blev jeg indkaldt til samtale med en læge, endelig!!!, de dage jeg havde gået og ventet føltes som når man står og venter på en kedel vand skal koge, ventetiden var en meget smertelig og utryg affære med uendelig stor uro og angst, uvisheden for fremtiden er frygtelig, tanken at skulle give sine børn den forfærdelige besked og mine søskende, mine gamle forældre jeg overvejede at fortælle noget andet, end sandheden.
Jeg tog alene afsted til den samtale, hvor jeg ville få at vide at jeg havde kræft, min mand kunne ikke tage med og mine børn eller nogen andre havde jeg jo ikke fortalt noget, så der var ikke rigtig andet at gøre end at få det overstået.
Jeg mødte en overlæge i et rigtig kedelig mørkt og slidt rum, sad på en gammel stol hvor sædet var slidt i stykker og med en læge som sad og så på mig som om han lige overvejede hvordan han skulle overbringe svaret på den bedste måde, har du ikke nogen med dig, spurgte han, nej det har jeg ikke, sagde jeg. Nå, men så går vi i gang, prøven du har fået taget har vist at der var kræftceller i den tumor du har i endetarmen, det er ikke en agressiv kræftform, og det jeg vil foreslå er operation, du skal nu gå hen at få taget nogle blodprøver om lidt, du skal følge den blå streg i gulvet, så slipper du for at sidde og vente i venteværelset, senere fandt jeg ud af at dette var en fast hjælp til kræft patenter, så de ikke skal sidde og vente.
Bagefter kan du gå ned på røntgen og få taget billeder af dine lunger, hvis du ikke har nogen spørgsmål,kan du gå hjem bagefter.
Du vil blive indkaldt til operation via et brev (det havde jeg ikke) Har du nogen at være sammen med når du kommer hjem? jo, jeg tror min mand er kommet hjem, jamen så kunne jeg jo køre hjem, mere urolig og bange end før.
Jeg gjorde mig ikke nogen som helst forestilling om hvordan sådan en operation skulle foregå, jeg gik total i sort, slog alt tankevirksomhed fra.

Nu, skulle vi så fortælle vores børn om det, det er det hårdeste jeg har gjort mod mine børn, vi tog hjem til dem, jeg er sikker på de kunne se på os, at noget var som det ikke skulle være. Er der sket noget, sagde de med bange øjne, og jo det var der, jeg har fået kræft i endetarmen, sagde jeg da vi havde sat os sammen i sofaen, ikke noget slemt og jeg lover at komme mig over det meget hurtigt. Men kors hvor de/vi græd, og krammede, du må ikke dø mor, sagde de og jeg lovede højt og helligt at det ville jeg heller ikke. Vi græd alle sammen og holdt om hinanden, det kunne slet ikke tage sin slutning, jeg ved ikke hvordan vi kom videre, det er helt slettet fra min erindring.
Jeg ringede til mine søskende og venner og fortalte dem om kræften og at jeg skulle opereres, de blev selvfølgelig også chokerede, jeg spurgte, min bror om ikke vi kunne aftale at lade være med at fortælle mor og far det, jeg nænnede det ikke. Hvad vil du så fortælle dem, de undgår jo ikke at opdage at du er indlagt, jeg mener ikke at det er ok ikke at fortælle dem det, det har de krav på at vide, selvom de bliver mega kede af det, sagde han, og selvfølgelig havde han ret.
Næste formiddag måtte jeg gå den tunge gang til mor og far og fortælle dem at deres ældste datter havde fået kræft, det var hårdt for dem og for mig, der blev fældet mange tårer, men de tog det pænt trods alt.

INDLÆGGELSE den 29/11 OG OPERATION den 30/11 2001

Jeg arbejdede lige til jeg skulle indlægges. Mit eget valg, en slags klamren til det sidste af mit liv. Min mand kørte mig ind på hospitalet den morgen, jeg husker meget tydeligt at jeg tog trapperne op til 6 sal, skulle lige vise mig selv at jeg ikke var særlig syg.
Den første dag gik med alle mulige undersøgelser, bland andet en skanning op i tarmen.
Der var flere læger og sygeplejersker med til undersøgelsen, tror de skulle lære af det, for de var helt optaget af at få forklaret og fortalt, så aldrig har jeg følt mig så overset, de glemte helt at der var et menneske tilstede, jeg følte mig som en aftap de øvede på, og der var koldt i rummet og det gjorde så ondt så jeg tilsidst skreg af smerter, og der kom de så i tanke om mig, hvorpå de undskyldte meget

Næste dag skulle jeg opereres og kom meget tidligt ned på operationsstuen, jeg går ikke i detaljer, men det tog hele dagen og jeg kom først op på afdelingen om aftenen.
Jeg var godt nok grogget og jeg havde fået en ilostomi, det vil sige at stomien sidder i hø. side og er lagt ud fra tyndtarmen. Det var en kæmpe og voldsom operation jeg havde gennemgået, jeg var skåret op fra ned over skambenet og til lige under ribbenene,det hele var sat sammen med hæfteklammer.
Den læge som havde stået for operationen, kom ned på opvågningen og fortalte mig at nu var jeg rask, at der var fjernet så meget af endetarmen som muligt, for at bevare en normal funktion bagefter, og så 30 cm af tyktarmen det man på latin kalder sigmodeum (det første sving på tyktarmen), det var virkelig hårde dage efterfølgende, troede jeg skulle dø af det, men det gik. jeg havde desværre kræft spredning til lymfen og skulle have kemoterapi bagefter, og mine chancer blev derfor væsentlig dårligere for overlevelse.

.
Billede af tyktarmen. Det der blev opereret væk var lidt af endearmen og hele sigmodeum ( det første lille sving) 30 cm ialt

Jeg var indlagt i 14 dage og var hjemme på weekend den sidste weekend jeg var indlagt. Jeg kan huske at min søster kom og at mine børn var der. Vi fik stegte rødspætter med persillesovs og kartofler, det var mig der havde bestilt, og det smagte skønt. Det var en dejlig weekend, der var så stille og roligt, alt var afslappet, som jeg husker det, det var den følelse jeg havde.

KEMOTERAPI

Efter planen skulle jeg starte kemoterapi efter jul, så i januar fik jeg min første behandling, jeg nægtede at få indlagt et CVK ( et centralt vene kateter) lagt ind, har set når de bliver lagt og husker de som noget ret voldsomt.

Den grønne slange er det kateter som man giver medicin i.
Den grønne slange er det kateter som man giver medicin i.
Her ligger det så, til permanent brug. Meget praktisk og er en fordel fordi man altid har let adgang til medicin og blodprøvetagning.
Her ligger det så, til permanent brug. Meget praktisk og er en fordel fordi man altid har let adgang til medicin og blodprøvetagning.

Jeg skulle i stedet have min behandling gennem et drop, som bliver lagt på hånden, det gik fint nok, men var de sidste gange svært at få det lagt da blodårene tager skade af behandling og anlæggelse af droppet.
Efter de første par behandlinger kom de rigtige gener af behandlingen. Jeg fik problemer med slimhinden i næsen med konstant næseblod, pludselig flød blodet, samtidig føltes slimhinden i næsen meget tør, det lyder måske ikke af noget særligt, men sammen med alt det andet.
Slimhinden i min stomi blødte også. Det gjorde at stomiposen ikke kunne sidde ordentlig fast, når huden hele tiden var fugtig af blod.
Det var noget værre rod da afføringen er konstant tynd, når man har en iliostomi.

Jeg fik svamp i skeden og var for det meste i behandling for det, samtidig fik jeg lungehindebetændelse, som er meget smertefuldt og med feber, troede faktisk at jeg havde fået lungekræft første gang jeg fik disse smerter i brystet, og blev utrolig lette og glad da jeg bare havde lungehindebetændelse, og bare skulle i behandling med antibiotika.

Jeg kom gennem behandlingen med Kemo, men da jeg skulle have den sjette behandling var jeg ikke sikker på at jeg ville overleve, jeg var meget medtaget og svag. Jeg så fulstændig gennemsigtig ud, dejagtig og grå i huden og med det manglende hår, nej, nej det var forfærdeligt at se sådan ud, alligevel gik jeg i byen og handlede og sådan noget, det er først bagefter hvor jeg så et billede af mig selv at jeg tænkte, hvis jeg havde set dette billede, var jeg ikke gået uden for en dør.
Kemoen gjorde at jeg var træt, ikke træt som man normalt er efter en hård dag, nej træt helt ind i knoglerne og sjælen, det er den eneste måde jeg kan beskrive det på.
Jeg kan huske at jeg lærte mit barnebarn at cykle uden støttehjul i den tid, jeg løb bagefter hans cykel og greb ham når han væltede, jeg gjorde det fordi jeg ville og fordi han skulle føle jeg var der for ham, han skulle ikke mærke hvor afkræftet jeg var, samtidig tror jeg også det var den måde klamrede mig til livet på. Jeg ønskede at opleve det at blive senior med arbejdsfrihed sammen med min mand, børn og børnebørn. Jeg lever nu med minderne og et kæmpe sejt ar nedover maven, et tegn på kamp.
Jeg er nu gået på efterløn som 62 årig,nåede at opleve at blive senior og jeg vil stadig have det hele med.

Venflon anlægges med en kanyle som fjernes så det kun er et lille plastik kateter der ligger tilbage i åren.
Venflon anlægges med en kanyle som fjernes så det kun er et lille plastik kateter der ligger tilbage i åren.

Et perifert venekateter, i fagsproget ofte kaldet et venflon eller blot ved forkortelsen PVK, populært kaldet et drop, er et tyndt plastikkateter, der lægges ind i en vene på en patient, for derigennem at lette administration af medicin eller væske. Et PVK lægges typisk en vene enten på håndryggen eller i albuebøjningen, da venerne her oftest ligger tæt under huden og er tydelige at se; dette vil dels gøre det lettere at lægge katetret rigtigt, dels mindske ubehaget for patienten.

Anlæggelse af venflon i håndryggen er normalt at foretrække, da erfaring viser at utilsigtede fjernelse er mindre, end ved anlæggelse i albuebøjningen. Ved svært tilgængelige vener vil det ofte være nemmere at anlægge venflonet i albuebøjningen. PVK fås normalt i 5 forskellige størrelser. For at kende forskel er proppen på injektionsporten indfarvet i følgende farver:

Mulige bivirkninger ved kemoterapi
De fleste, får bivirkninger af kemoterapi, og nogle får flere bivirkninger end andre. Man kan ikke på forhånd vide, hvordan den enkelte vil reager.
Jeg led af kvalme og træthed, Jeg blødte fra næsen og tænderne og fra den stomi jeg havde fået, orkede bare ikke noget, jeg så kærlighedsfilm på fjernsynet, dengang havde vi en kanal som hed ??? kvalmen gjorde at jeg ikke havde lyst til almindelig mad, så jeg spiste næsten kun ristet toastbrød med smør på og drak vand.
Til sidst kunne jeg ikke drikke vand uden at kaste op, jeg fik nemlig isvand under behandlingerne med kemo, for at minske hårtab, men det resulterede i kvalme for isvand, kæmpe iskimoer og filur is, det fik jeg i stedet for isvand.
Der findes forskellige typer medicin, der kan lindre bivirkningerne, og personalet, der giver kemoterapien, er opmærksomme og gode til tidligt at sætte ind med forebyggende behandling mod bivirkninger, men det hjalp kun lidt.

Mulige bivirkninger ved kemoterapi

Nogle bivirkninger er fælles for de fleste typer, og nogle bivirkninger ses kun ved visse stoffer. Herunder kan du læse mere om bivirkninger ved kemoterapi.
De fleste bivirkninger kommer i forbindelse med den enkelte behandling og forsvinder almindeligvis igen, når behandlingen ophører. Nogle bivirkninger er ens for flere forskellige typer kemoterapi og kan kaldes generelle bivirkninger. Bivirkninger afhænger af dosis, således at jo højere en dosis man får, jo flere gener får man.

Kemoterapi angriber celler, der deler sig, og derfor virker den på kræftceller, som deler sig hele tiden. De generelle bivirkninger skyldes en hæmning af de normale celler, der fornyer sig ofte. Det drejer sig især om cellerne i knoglemarv (de røde og hvide blodlegemer og blodpladerne), slimhinder, hår og hud.

Almindelige bivirkniner
Træthed og almen utilpashed
Knoglemarven: nedsat immunforsvar, blodmangel og blødninger
Mund– og tandgener samt smagsændringer
Kvalme og opkastninger
Appetitløshed
Diarre og forstoppelse
Hårtab
Træthed og almen utilpashed

Det er almindeligt at føle sig meget træt, mens man er i behandling med kemoterapi. Trætheden kan føles som generel udmattelse. Man overkommer mindre. Mange synes, at manglende energi er det mest generende ved kemoterapi. Det er vigtigt, at man hviler sig, når man føler, at man har behov for det.

Trætheden aftager gradvist efter behandlingen er afsluttet, men nogen føler sig trætte i mange måneder efter. Trætheden kan have mange årsager: Selve sygdommen, behandlingen, kvalme, smerter, feber, blodmangel, depression, stress, at man spiser og drikker for lidt eller ikke sover godt.

Hverken min mand eller jeg fik fejret vores 50 års fødselsdag, vi havde kun få gæster og det var hyggeligt nok, men det helt store skulle vente og det gør det faktisk endnu, men vi har fejret vores 60 års fødselsdage med fest og mange gæster og det er jo bare fantastisk, hvilket jeg ikke var sikker på at komme til at opleve dengang jeg fyldte 50 år

Dette er min fortælling om et forfærdeligt år i mit liv, jeg kom i arbejde igen og fik gang i et normalt liv igen, men helt normalt bliver det jo ikke, noget er forandret. Der er de mange tjek man skal igennem og det er forbundet med store spekulationer og angst for resultatet, samtidig blev jeg enormt kropsbevidst, den mindste smult der var i vejen, så tænker jeg straks kræft og det gør behandlerne også, så jeg har været til flere akutte ekstra tjek.
Jeg har faktisk for nylig, fået en plet på leveren, hvor jeg fik en plan for operation og efter behandling for leverkræft, alle var næsten sikre på det var kræft, lægen bad om lov til at henvise mig til RH. for jeg hurtigt kunne blive opereret, hvilket jeg jo indvilligede i, jeg kunne nemlig først få en tid til svar et par dage senere. Jeg mødte til svaret på pet. skanningen. Vi sad den dag i venteværelset på hospitalet med nerverne uden på tøjet i 2 timer på grund af akutte patienter og sygdom blandt personalet. Da jeg endelig kom ind kom en glad læge ind og fortalte mig at intet lyste på billederne, det vil sige at det lyser grønt på billederne, der hvor der er kræft. Jeg var total i chok, kunne slet ikke kapere det, skulle jo være glad, men jeg følte intet. Sad istedet og tænkte på at nu skulle jeg til at fortælle hele familien at jeg ikke havde fået leverkræft alligevel.
Der gik et par dage inden jeg følte stor taknemmelighed for, at jeg ikke skulle det hele gennem igen, pletten er harmløs, men jeg kommer dog til kontrol en gang om året.

Resten af det jeg har skrevet er lidt almindelige oplysninger og statistikker.
Håber du har fået noget ud af min historie. Har du spørgsmål så skriv til mig, men tag min historie alvorlig, for det er en alvorlig historie af have og have haft kræft.

Knoglemarven: nedsat immunforsvar, blodmangel og blødninger

I knoglemarven dannes hele tiden nye røde og hvide blodlegemer samt blodplader. Kemoterapien undertrykker denne funktion (knoglemarvssuppression).

Kroppens modstandskraft over for infektioner nedsættes, når antallet af hvide blodlegemer er lavt. Risikoen for infektioner er størst 1-2 uger efter kemoterapi og vil normalt vare 4-6 dage. I den periode er man mere modtagelig for at blive smittet med bakterier, svampe og virus.

Når antallet af blodplader er lavt, nedsættes blodets evne til at størkne. Det kan vise sig ved blødninger i huden (blå mærker eller små blodudtrækninger i huden). Man kan også få næseblod, tandkødet kan bløde ved tandbørstning, og rifter kan bløde mere end de plejer. Man bør passe på, så man kan undgå skader, når man bruger skarpe redskaber – brug f.eks. tykke havehandsker.

Tand- og mundgener samt smagsændringer

Kemoterapien påvirker cellerne i slimhinderne i munden og svælget, og det kan give ømhed, svie og tørhed.

OPERATION AF TILBAGELÆGGELSE AF STOMIEN.

Antal personer med endetarm- og analkræft i Danmark

Mænd

Kvinder

Antal nye tilfælde pr. år:

(Gennemsnit for årene 2008-2012)

927 659
Antal personer som lever med diagnosen ved udgangen af 2012:

(Dvs. både personer, som er i behandling eller går til kontrol, og personer, som betragtes som raske).

6555 5516
Overlevelsen ved endetarm- og analkræft*

Mænd

Kvinder

Efter 1 år 84 pct. 84 pct.
Efter 5 år 60 pct. 64 pct.
*Overlevelsen er defineret som ’relativ overlevelse’ for patienter diagnosticeret 2009-2012. Den relative overlevelse er et skøn over, hvor mange der overlever en bestemt kræftsygdom i f.eks. 1 eller 5 år efter diagnosen. Den ’relative overlevelse’ svarer altså til overlevelsen, hvis døden kun skyldes den konkrete kræftform.

5-års overlevelsen for patienter, der er opereret for kræft i endetarmen:

Stadium I: 76 pct. af mænd og 81 pct. af kvinder lever fem år efter diagnosen

Stadium II: 64 pct. af mænd og 73 pct. af kvinder lever fem år efter diagnosen

Stadium III: 51 pct. af mænd og 52 pct. af kvinder lever fem år efter diagnosen
Kilde: Dansk Kolorektal Cancer Database, Årsrapport 2009. Stadieinddelingen er efter UICC-stadieinddelingen, som du kan læse om her:

Hvor mange dør af sygdommen?

Mænd

Kvinder

Dødsfald pr. år:

(Gennemsnit fra årene 2008-2012)

329 236
Statistik er gennemsnit og kan ikke sige noget præcist om din situation

Husk at tallene er gennemsnitstal baseret på store patientgrupper. Der er ikke er taget højde for, hvor udbredt sygdommen var, da den blev konstateret (stadie) eller andre forhold, der har betydning for sygdommens forløb og mulighederne for overlevelse.

Tal med din læge, hvis du vil vide mere om risikoen ved din egen sygdom.

Seneste indlæg

Seneste kommentarer

    Arkiver

    Kategorier

    Meta

    Senior Skrevet af:

    Jeg er født i 1952, er gift med Søren og har 2 sønner sammen med ham. Jeg er uddannet socialogsundhedsassistent., har arbejdet i de fleste år af mit arbejdsliv på hospitaler.

    Vær den første til at kommentere på indlægget

    Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *